1980 september; 13 læderjakker anholdt i Jyderup Ledelsen på J.E.G frygtede ballade. 13 læderjakker blev søndag anholdt i Jyderup og mellem Mørkøv og Knabstrup, efter at de havde været inde på kollegiet ved Jyderup Erhvervsrettede Grundskole, hvor det trak op til ballade. Læderjakkerne var kommet med toget til Jyderup, og var gået fra stationen til J.E.G,. hvor de sprang ind gennem vinduerne til nogle af værelserne. En af læderjakkerne har tidliger været elev på skolen. Ledelsen på J.E.G. frygtede, at læderjakkernes brutale ankomst kunne føre til kaos og tilkaldte politiet. Når de unge mennesker optræder i flok, kan de være svære at hamle op med, siger forstander for J.E.G Leif Skovgaard. Politiet i Holbæk mødte med assistance fra politiet i Kalundborg, der kom med to mand og to hunde. I mellemtiden havde læderjakkerne forladt skolens område, og de fem blev anholdt på gaderne i Jyderup. De otte andre havde taget toget mod Holbæk, men da de ikke have billetter, blev de sat af på stationen i Mørkøv. de spadserede derefter langs jernbaneskinnerne mod Knabstrup, og under denne tur blev de opdaget af politiet og anholdt. De 13 læderjakker blev taget med til politistationen i Holbæk og afhørt. Flere er sigtet for overtrædelse af våbenloven, idet de var bevæbnet med blandt andet cykelkæder, og for tyveri på J.E.G kollegiet. Alle er løsladt efter afhøring |